Information om udsættelse af sæsonstarten pga. coronavirus

På Skiveren Camping har vi i lang tid været i fuld gang med at forberede sæsonstarten, og vi har glædet os meget til at åbne som vi plejer fredag før Palmesøndag den 3. april.

Vi har holdt os løbende orienteret om situationen i forhold til coronavirus og fulgt de statsligt udmeldte anvisninger og retningslinjer, som stadig giver grønt lys for, at vi kan åbne som planlagt – dog med store begrænsninger i forhold til de indendørs faciliteter.

Til trods de mange begrænsninger har vi været af den opfattelse, at netop camping kunne være en rigtig god mulighed for vores gæster til at komme væk hjemmefra og ud i naturen og den friske luft.

I mandags, den 23. marts, modtog vi gennem vores brancheorganisation Camping Outdoor Danmark en indskærpelse af sikkerhedsreglerne på campingpladserne fra Sundhedsstyrelsen og Politiet, som er meget omfattende for en stor plads som vores med de mange faciliteter, vi har hos os. Specielt fællesfaciliteterne kan frygtes at udgøre en mulig smittekilde for coronavirus.

Da vi ikke vil risikere at udsætte vores gæster for smitte, ser vi os nu nødsaget til at udsætte sæsonstarten til efter Påske – foreløbigt til tirsdag den 14. april.

Da vi har et stort antal sommerhuse i området, har vi valgt at holde fast i, at vores supermarked åbner som planlagt næste fredag den 3. april. Så ser vi, om der er opbakning fra de lokale til at bruge butikken og tager den derfra.

At udsætte sæsonstarten på campingpladsen har været en rigtig svær beslutning, men vi er sikre på, at det er det eneste rigtige at gøre i den nuværende situation. Vi håber på forståelse for vores beslutning fra vores mange gæster, og vi glæder os til at se jer alle igen i Skiveren.

De bedste hilsner

Bruno Rytter Skiveren og personalet

Skiveren Camping